La Ca Nova - Piemonte

Nebbiolo som vor mor lavede den i de helt gamle dage, før vinturismen i de rullende bakker omkring Barbaresco tog til. Marco Roccas gård, La Ca’ Növa, stavet med det ærkepiemontesiske ’ö’, ligger i et veritabelt sweet spot med markandele i cruerne Montestefano og Montefico.

Marco varetager denne beliggenhed med største omhu. Treugersmacerationer, kun lidt komøg som gødning, 3000-liters fade, så lav dosis af svovl som muligt og selvfølgelig ingen filtrering inden aftapning.

Resultatet er formidable og autentiske vine, der udfolder hele det enorme duftspektrum, som næsten kun nebbiolo kan levere. Vine med mineralitet og nerve og med rødder direkte ned i Piemontes vinsjæl.